02-06-2010
Grøn oscar til Bella Center og København 
COP15 i Bella Center får nu international anerkendelse som bæredygtigt arrangement - en grøn oscar.

Mens det politiske resultat af COP15 i december stadig debatteres, så fortsætter roserne med at regne over den praktiske afvikling af det største topmøde, FN nogensinde har afholdt uden for New York.
Udenrigsministeriet har modtaget en »Green Meetings Gold Award« - en slags mødebranchens Oscar for afholdelsen af verdens første bærerdygtige topmøde i Bella Center.
Prisen er »en international anerkendelse af, at de høje standarder for miljø og bæredygtighed, som blev sat for COP15 ikke kun blev målt og dokumenteret, men også er blevet konverteret til et sæt retningslinjer til brug for den internationale mødeindustri, nemlig hvidbogen Copenhagen Sustainable Meetings Protocol«.
Bag hvidbogen står et dansk konsortium, der tæller Udenrigsministeriet, Bella Center, Novo Nordisk, Københavns Kommune, Visit Denmark, MCI Copenhagen og Wonderful Copenhagen.
Den grønne Oscar uddeles af IMEX, the International Hotels Environment Initiative og the Oceans Blue Foundation med GMIC, the Green Meetings Industry Council, som partner.
Svend Olling, kontorchef i Udenrigsministeriet og ansvarlig for den logistikken bag topmødet, glæder sig over prisen: "Det er en stor ære. Vi har fra starten ønsket at gøre klimakonferencen så bæredygtig som muligt med de udfordringer, det indebærer at afholde et af de største internationale topmøder nogensinde," siger Svend Olling.
COP15 har haft afsmittende virkning på konferencemiljøet i hovedstadsområdet. Bella Center har investeret foreløbig 20 millioner kroner i at blive mere bæredygtig. Og i dag er 53 procent af de københavnske hotelværelser certificeret i en grøn ordning mod 12 pct. ved udgangen af 2008.
Organisationen Wonderful Copenhagen vil ifølge kongreschef Steen Jakobsen bruge den nye hæder til at markedsføre København som et grønt mødecentrum. Og den plan bakkes helt op af Overborgmester Frank Jensen:
"Den grønne profil er et centralt element i vores vision om at skabe grøn vækst gennem grønne initiativer og partnerskaber med både danske og internationale virksomheder. Jeg er sikker på, at disse virksomheder vil finde det attraktivt at holde møder og konferencer i en grøn storby som vores. Med prisen her får vi en blåstempling af, at vi i København lever op til vores grønne målsætninger," siger Frank Jensen.
|